Wednesday, July 08, 2009

Det er længe siden...

Jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig kom videre med at skrive på min blog. Måske fordi hormonene steg mig til hovedet?

Jeg kan afsløre at meget er sket siden sidste indlæg: For det første er det lykkes mig at få et barn. En dejlig lille dreng, der nu er 2 år. Han kom til verden efter 6. ICSI-forsøg. Vi havde opgivet alt håb om et bio-barn og var istedet ved at afslutte adoptionsforløbet. Men vi skulle lige prøve en sidste gang - og heldigvis for det. Jeg blev gravid og til trods for at jeg havde menstruation for fuld udblæsning i de første 3 måneder kom min dreng til verden 9 måneder senere.

Grådig som man er, vil man jo gerne have et barn til, så jeg fortsatte ufortrødent kampen om nr. 2. Efter 4 ICSI hvor en enkelt MA var det tætteste vi kom på et barn, måtte vi erkende at tiden er løbet fra os. Vi var blevet for gamle - og et barn af naturens vej (dvs. ICSI - i fertilitetsregi flyttes en opfattelse hurtigt af hvad der er normalt) var meget lidt sandsynligt.

Derfor har vi taget den beslutning af vi vil prøve med donoræg.

Jeg har oprettet en ny blog, der stiller to (for mig) livs-essentielle spørgsmål:

Kan man få et barn til i en alder af 41?

og

Kan man ændre sin holdning til sit arbejde fra negativ til positiv alene ved tankens kraft? (jeg er træt af mit arbejde - og er også træt af at være træt af mit arbejde...så derfor dette eksperiment, det kræver ikke så meget i forhold til at skulle uddanne sig om eller finde nyt arbejde)


Hvis du vi følge med i min rejse efter svaret på de to spørgsmål, så læs videre på: http://kampenmoduret.blogspot.com/
På genlæs :o)

Wednesday, July 27, 2005

Vente-tid er...

1. En test for ens tålmodighed
2. En demonstration af hvor irrationel man kan være - flere måneder i træk - og med fuldt overlæg

Min menustartion er over en uge forsinket. Ikke at jeg tror at jeg er gravid, men den er en forudsætning for at jeg kan starte på ICSI nr. 3. Så jeg går her utålmodigt og venter...og venter...og venter....

Hvis man var smart, så lod man naturen gå sin gang, og så fordybede man sig i alt muligt andet imens. Fik arbejdet lidt mere så man ikke var så meget bagud, fik dyrket en masse motion, fik gået lidt mere i byen og fik sovet middagslur hver dag.

Men istedet skal man enten sidde i timevis og finkæmme nettet for sidste nyt om barnløshedsbehandling, eller også taler man stolper og og ned af vægge om sin barnløshed eller også tænker på sin barnløshed. Jeg har al den tid i verden jeg kan bruge på hyggelige og konstruktive ting - men jeg vælger at svægle rundt i ting som jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på. Dybt irrationelt.

Jeg vil sikkert (forhåbentligt) engang se tilbage på denne ventetid og undre mig over at jeg ikke fik lidt mere ud af den. Engang når jeg har fået familiearvingen og slet ikke har tid til noget som helst.
Og så vil jeg i timevis være optaget af hvordn jeg kan planlægge min dag, så jeg bare får lidt mere tid til mig selv.

Friday, July 22, 2005

Fertilitets-sommerferie? Yeah....right....

Nu kan jeg ikke holde den længere.

Min selv-erklærede fertilitets-sommerferie stopper lige nu. Jeg har prøvet at bilde mig selv ind at det er fantastisk at holde fri fra kanyler, ægudtagninger og hormonsvingninger. Men ved i hvad? Det er det slet ikke. Jeg er ved at dø over ikke at være igang .

Jeg har tvunget mig selv til ikke at læse med på div. blogs og hjemmesider om barnløshed. Og jeg har forsøgt at fylde tid og tanker med alt andet end børn og gravide.
Men alligevel ser jeg ikke andet end høj-gravide maver, barnevogne og hjemmesider om infertilitet. Og jeg bøjer hovedet og tilstår! Jeg har kikket på LFUB´s hjemmeside, jeg har været lidt aktiv på Netdoktors tråd om barnløse i behandling. Jeg har sågar udfærdiget min egen blog om barnløshedsbehandling her i "sommerferien".

Så jeg kan vel lige så godt kaste håndklædet i ringen.
Jeg er (nu også officielt) på banen igen. Jeg venter bare på mens efter udskrabingen - så kører toget igen.

Fertilitets-sommerferie? Yeah...right...

Sunday, July 17, 2005

Min dagbog gennem barnløshedsbehandling

Kære alle

I dag starter min beretning om min vej fra barnløs til......forhåbendtlig en familieforøgelse på et eller andet tidspunkt - og på en eller anden måde.

Jeg er 37 år, barnløs, lykkelig gift og lykkelig ny-slået ejer af et lille hus i Nordsjælland. Jeg mødte min mand i 2000 (da jeg var 32 år) - men gik ikke i skruk lige med det samme. Faktisk har jeg i mange år slet ikke haft lyst til at få børn - og jeg ville heller ikke giftes.....

Men når prinsen på den hvid hest så dukker op - så må der ske et eller andet med ens hormoner (det er min teori). Og således starter min beretning om barnløshedsbehandling.


Projekt-baby-start
Projekt baby startede i foråret 2004. Det var her at jeg for alvor fik lyst til at få en baby. Og det var her jeg for alvor begyndte at anvende ægløsningsstrips for at optimere mulighederne for at blive gravid. P-pillerne havde jeg allerede smidt i efteråret 2003.

Da jeg i efteråret 2004 havde rundet de 36 år og der stadig ikke var sket noget, begyndte vi at tage de hårdere midler i brug: Lægen blev involveret. Vi regnede med at vi begge bare skulle igennem et par rutineundersøgelser som skulle vise at alt var normalt.

Jeg husker stadig den morgen da vi fik resultatet af sædprøven. Vi var begge på vej ud af døren til arbejde - og min mand skulle lige ringe og høre resultatet af undersøgelsen. En ren formalitet. Pludselig kunne jeg høre ham sige: "Nå - for søren, det var da ikke så godt, hvad gør man ved det, du vil lave en henvisning til Rigshospitalet"?

Det viste sig at sædkvaliteten var stærkt nedsat - og at hvis vi skulle gøre os nogen forhåbninger om at få børn, så skulle vi gennemgå ICSI-behandling.
Så der stod vi - en helt almindelig hverdagsmorgen - med det ene ben på vej ud af døren på vej på arbejde - og der var lige blevet smidt en bombe i vores stue. Udsigten til at få børn havde taget en lidt andet drejning end vi havde forestillet os.

Behandlingsstart
Så startede hele behandlingsmøllen. Intromøde på Riget og ventetid på at komme i behandling (ramlede lige ind i juleferie). Derudover brugte vi en del tid på at Riget fik orden på deres journaler - det var mere reglen end undtagelsen at der kom forkerte skrivelser til os.

1. ICSI på Riget var en blandet fornøjelse. Jeg husker det som en lang venten på en bænk ude på en lang gang. Og så 1½ minuts undersøgelse af en forsinket læge. Det kom bag på mig at scanningen var "intern" og ikke uden på maven med blå gel på huden og en flad scanner. Og jeg brød mig ikke om at min bedre halvdel skulle se mig blive scannet på den måde. Men det har jeg siden erfaret at man vænner sig til. Somregel var der også en elev der skulle kikke med. Af ren høflighed siger man ikke nej til den slags.
Resultatet af 1. ICSI var negativt.

Vi rykker til Hvidovre
Den dag resultatet af blodprøven fra 1. ICSI kom, flyttede jeg behandlingssted. Jeg havde hørt godt om Hvidovre, og derudover havde jeg ikke lyst til at vente en måned på ny behandling (det er rutinen på Riget at efter en negativ ICSI så venter man en måned før man går igang igen). Jeg var tændt - jeg have lige fået styr på alle kanylerne - selv scanningerne havde jeg vænnet mig til - og så skulle jeg holde pause?? Ikke tale om!

Og til alle der måtte være interesseret: Hvidovre er et fantastisk sted med en helt anden ånd end Riget. Lægerne tager sig tid, altid en god snak med tid til alle ens spørgsmål - sygeplejerskerne er så søde og hjælpsomme, man kan ikke blive afvist - dvs. alle bliver taget i behandling når de melder sig til - og så er der kaffe og kiks ad libitum til patienterne(det kan godt være at det sidste ikke er alt afgørende - men det virker nu engang så gæstfrit...)

2. ICSI var både fysisk og psykisk meget lettere. Jeg var forberedt på hvad der skulle ske, ingen elever kikkede med, og lægerne havde 1. ICSI-forsøg til at trække erfaringer af. Så blodprøven af 2. ICSI var positiv. Jeg var blevet gravid. Desværre endte det i en MA i uge 7. Jeg fik en udskrabning og går nu og venter på mens så jeg kan komme igang igen.

Så her er jeg nu. Lige nu har jeg fertilitets-sommerferie, og lever derfor som var min sidste dag kommet. Kaffe, chips og rødvin i stor mængder. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med indtil jeg starter næste behandling.